Mange har en forestilling om, at det at træne positivt og belønningsbaseret, betyder at vi ikke sætter grænser for vores hunde. Det er heldigvis ikke korrekt.
Den positive træningsform er til for at give vores hunde nogle klare rammer at træne i, og skabe samarbejde og gejst i vores hunde. Vi belønner ønsket adfærd og ignorerer uønsket adfærd – i træningssammenhæng.
Derfor siger vi selvfølgelig nej, når hunden er ved at snuppe flæskestegen på køkkenbordet, men vi vil rigtig gerne træne os frem til at hunden slet ikke hopper op på køkkenbordet, uanset hvad der står fremme.
Positiv og belønningsbaseret hundetræning er “blødere” end gammeldags metoder – og det er den tilgang der i dag er mest veldokumenteret og virker.
Men, let’s face it, de gammeldags træningsmetoder virker jo også! Så hvorfor træne belønningsbaseret?
Forskellen er, hvilken hund vi får på den anden side af træningen.
Forskning indenfor indlæring hos dyr og adfærdspsykologi fortæller tydeligt at hunde lærer bedst, hurtigst og mest stabilt, når de får belønning for det vi ønsker mere af – frem for at blive skældt ud eller “holdt nede”.
Når vi træner positivt, er der ikke kun fokus på godbidder og legetøj, men også på hundens mentale tilstand – dens motivation, behov og biologi.
Vi ønsker tryghed, samarbejde og positive forventninger.
Når hunden oplever at det er sjovt og kan betale sig at være en del af samarbejdet, er de pludselig medspillere i træningen, frem for blot at være hunde der modtager en kommando.
På træningspladsen snakker jeg meget om at hunden per automatik skal søge kontakt med os, ikke fordi vi beder den om den, men blot fordi den har lyst og at den har lært at det kan svare sig.
Straf vs. belønninger
TrænPoterDK
Når vi straffer vores hunde virker det nu og her. Og det i sig selv, lyder jo fint. Problemet opstår, når vi får hunde, der bliver nervøse og bange. Trækker sig og bliver ustabile.
Det kan nemlig skabe en masse uhensigtsmæssige adfærdsmønstre senere i dens liv. Nervøse hunde er oftest de hunde der laver udfald, bliver angste over for lyde mv.
Desuden er for høj stresspåvirkning med til at hindre indlæring hos hunden.
Det er altid det bedste at have en hund med afslappet kropssprog der har lyst til at tilbyde ny adfærd, end en hund der dukker sig, hver gang der kommer en for hurtig bevægelse.
Belønningsbaseret træning i praksis
TrænPoterDK
Når vi snakker belønninger, snakker vi ikke kun godbidder.
Vi snakker også legetøj, socialkontakt, snusepauser, “fri” osv.
I praksis kan det se sådan her ud:
- Du træner, at hunden skal sidde indtil du siger “fri”. At få lov at løbe fri efter en kommando, er en belønning i sig selv for hunden. Her behøver du ikke nødvendigvis at tilbyde hunden en godbid. Ikke mindst fordi dét at løbe frit ofte er af meget meget høj værdi i forvejen.
- I er på gåtur og din hund vil gerne snuse til noget lækkert græs. Træn løs line og kontakt et par meter før og brug “snusepausen” som belønning. Det er nemme måder at træne sin hund, også hvis man lige har glemt godbidderne på gåturen.
Så næste gang du er ved at rive håret ud på dig selv fordi hunden ikke gør det du havde tænkt dig, så tænk lige på om du har sat hunden op til succes, om den nogensinde lært det eller du kræver noget af hunden den ikke er i stand til i det givne øjeblik.
Husk på at et trygt samarbejde og din energi smitter af på din hund.
Rigtig god træning